Det hele startede med et ord. Eller, nok nærmere en masse sætninger der blev mere provokerende for hvert sekund der gik. Det havde været en hård dag i skolen og jeg var ikke i mit bedste humør. En ting jeg altid har været "kendt" for, er min negative synsvinkel. Personligt mener jeg bare at jeg er realistisk. Jeg stod længe udenfor det lille orange hus. Den grimmeste farve, med de mest horrible vinduer der ikke havde været pudset i årtier. Det var ikke ligefrem fordi jeg havde andre muligheder, end at vende tilbage til dette hul i jorden. Det eneste logiske var at flytte hjem til min far, da min mor ikke længere kunne forsørge mig. Jeg ville så nødigt ende på gaden. I sidste ende var det til ingen nytte, far er lige så uduelig som mor. Mad er vigtigt, derfor blev jeg. Den splintrende dør knirkede som var den hundrede år gammel, da jeg åbnede den og trådte indenfor. Det var omtrent 2 måneder siden jeg var flyttet ind i dette hjem. Stedet var hverken stort eller flot, med en lille forhave, ingen baghave, en lille gang der førte til stuen hvor der blot var en sofa og et tv fra sidste årti placeret. Fra stuen var der trapper op til to små værelser og et toilet. Køkkenet har ingen relevans for historien, så lad os ikke engang begynde på den. Mine fødder slæbte mig hen og placerede min popo i sofaen. Det var ikke en lang pause jeg nåede at få, før min far trådte ind af døren. Slidt og ulækker stod han og prøvede at lade som om at alt var okay- men hvis der er en ting jeg aldrig har været, er det dum. Jeg observerer og det var tydeligt at se på hans falske smil og måden han holdt mappen på at det var sket igen.